DM i pooldiscipliner

Mit første DM sgu! Jeg deltog til DM for oplevelsen og fordi at man til konkurrencer kan give den lidt ekstra gas med forberedelse og opvarmning, og selvfølgelig også med selve dykket.   Første dag stod den på statisk.
Jeg var blevet tilbudt at blive coachet af Ken, som desværre ikke selv kunne deltage i stævnet. Vi startede med at gennemgå min plan og blive enige om at det nok skulle gå godt. Mit mål var at stoppe på 5 minutter, medmindre jeg havde exceptionelt overskud. Jeg nægtede at skulle have endnu et forbandet rødt kort.

Jeg startede opvarmningen med 30 minutters yoga, meditation og afspænding før jeg hoppede i poolen. Ken skulle også coache en anden før mig, så mine warmup dyk måtte jeg selv stå for. Det endte katastrofalt. Planen lød på to exhaledyk. Det første dyk skulle jeg blive nede indtil jeg havde fået  15 trækninger. Andet dyk havde jeg planlagt 25 trækninger. Der havde jeg vist haft lidt for høje ambitioner. Det endte med 12 trækninger på første og sikkert også deromkring på andet. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Virkelig dårligt at starte med. Det kunne have givet rigtig dårlig selvtillid kun 15 min før dykket. Jeg formåede dog at glemme det, imens jeg i de næste ti minutter lå og visualiserede de ting Ken og jeg havde talt om.

Alt var godt.

Breathup går perfekt. Dykket starter.  En masse billeder af hvide sandstrande, blåt vand og følelsen af koralsand imellem tæerne kører på mit indre lærred. ”Hov! Nu begynder ligepludseligt at blive hårdt.” Mit indre lærred begynder så småt at blive til en indre monolog. Advarselsklokkerne ringer i det fjerne.   ”Hvornår giver Ken mig meldingen om at der er gået 2 minutter? Jeg plejer da ikke at have trækninger før to minutter. Hva sker der?” Det bliver hårdere og hårdere. Jeg må tage fat i kanten. Ken hjælper mig til at slappe af og med at få armene ned igen. ”Hvornår er de to minutter gået? Jeg kan da ikke komme op endnu.” Hænderne finder kanten igen og fødderne kommer ned på bunden. ”Det bliver fanme det hårdeste dyk ever!” Til sidst må jeg give op.
Op af vandet, og ét hook breath. To hooks.Tre. Fire. Overfladeprotokol go! Næseklemme af. Ok tegn. ”I’m Ok!” Et sekund er jeg i tvivl om jeg må tørre vandet væk fra ansigtet. Fuck it! Jeg lader det sidde. Jeg skal ikke have rødt kort pga. en dråbe vand der kilder på kinden.
Det føles som en evighed før jeg ser det hvide kort fra dommeren, der informerer mig om at jeg har dykket 4:19 og min overfladeprotokol tog 12 sekunder (3 sekunder fra at blive disket). Det viste sig at Ken havde givet mig alle de tider som vi havde aftalt, jeg havde bare ikke hørt ham. Alt andet han sagde havde jeg hørt. Bare ikke tiderne. Jeg var dog helt tilfreds. Måske havde jeg haft mere overskud hvis jeg ikke havde ligget og kæmpet med tankerne, men måske ikke. Jeg havde efter sigende set liidt presset ud.

Anden dagen bød på Dynamisk og Dynamisk No Fins.

Morgenen startede så godt som den nu kunne… eller… Jeg sov halvanden time over mig så jeg blev nødt til at skære ned på morgenmaden. Jeg skulle dykke omkring to timer efter jeg vågnede, så en mavefuld havregrød var ikke det der skulle ødelægge mine dyk. Jeg prøvede at tage den så meget med ro, som jeg nu kunne, imens jeg pakkede mine ting, drak en flaske rødbedejuice og lavede en termokand med kamillethe. Rødbedejuice har en positiv effekt på ens anaerobe præsteren og kamillethe har en afslappende virkning, så det må også kun være et plus tænker jeg. Så er det også noget varmt at drikke om morgenen, når nu koffein er udelukket. Fuld smæk på lovlig doping.

Jeg glemte theen på køkkenbordet.

Ved check in fik jeg at vide, at der ikke var brug for mig som fotograf, som jeg ellers havde meldt mig til. Jeg kunne bare koncentrere mig om mine dyk. Intet kunne have lydt bedre i mine ører.

Jeg havde til det her stævne fulgt et råd: Jeg havde lavet en minutiøs plan over  den sidste time optil Official top. 20 minutter yoga og lungestræk, 20 min afspænding og meditation, 5 min til at tage dragten på osv. Det vil jeg klart gøre til ethvert stævne fra nu af. Det overskud det giver ikke at skulle tænke over andet under opvarmningen, end at skulle følge punkter på en seddel, er så fantastisk.

Opvarmningen til begge dyk forløb ens, så ti minutter  før OT lå jeg helt afslappet på kanten. Begge gange havde jeg lavet to x 50m opvarmningsdyk og begge gange var de gået helt af helvedes til. Trækningerne kom vildt hurtigt, nærmest med det samme, og de var vildt ubehagelige. Det føltes overhovedet ikke som om at jeg ville kunne dykke længere end de 50m… ikke engang én meter længere. Jeg fik skubbet tankerne om de dårlige dyk væk. Go Mindfullness!

Da jeg gled i vandet, 3 minutter før OT, fik jeg en glædelig overraskelse. Solen stod sådan, at en solstråle ramte lige foran startskamlen. Under hele min breathup var jeg ét stort smil. Tiden gik. ”Five!”, ”Four!”, ”Three!”, ”Two!”, ”One!”, ”Official top!”.
Dykket var dejligt. Ubehaget var til at holde ud. De sidste 40 meter (?) trykkede trækningerne luft ud af mine lunger et par gange. Jeg nærmede mig væggen ved de 75m og tænkte at jeg da lige kunne tage vendingen med. Lige pludselig var jeg oppe. Hook breath! Hook breath! Maske af! Find dommeren i den gule trøje! Ok tegn! ”I’m ok!”. Jeg ventede i hvad der føltes som flere timer. Erindringen om det røde kort i Solrød sad stadig i mig. Endelig hev hun det hvide kort frem. 78m. Ti meter længere end min hidtidige PB. YES! God start på de dynamiske dyk.

Mit DYN dyk var ret meget det samme: Samme opvarmningsplan. Jeg havde bare glemt at sætte tid af til at tage monofinnen på. Der var dog tid nok.
Nå, men dårlige opvarmningsdyk. Det samme som tidligere. Til gengæld var der ingen solstråle til at bløde op på humøret. Jeg var dog i en boble af koncentration, så jeg nærmest ikke ænsede at jeg rent faktisk skulle til at dykke. ”Five!”, ”Four!”, ”Three!”, ”Two!”, ”One!”, ”Official top!”. Af en eller anden grund svømmede jeg med flere finnespark end jeg normalt gør. Jeg plejer at været ret presset på 75 m, det var jeg også her, men jeg kunne sagtens blive ved. Omkring de 95m var jeg ved at stoppe og kiggede her fremad, men da jeg så at muren kun var et par meter fremme, fik jeg sparket mig selv i røven. Det kunne jeg da godt nå. Jeg nåede muren med fingerspidsen, vendte mig rundt og fik en ekstra meter forærende. 101 meter. Endnu en forbedring af min PB, som indtil den dag havde været på 98m.

Jeg havde som sagt ikke nogle urealistiske medaljedrømme til dette DM (længste DYN dyk var 176, DNF var 175 og STA var vist 6:35), så jeg var ovenud lykkeligt tilfreds med min 11. plads ud af 16. Efter medaljeoverrækkelsen blev der delt sponsorgaver ud. Der landede jeg et gavekort på to dykkerture fra Dykkergitte. Fedt!.. men det var ikke slut endnu, mit navn blev udtrukket til en vildt fin sponsorgave fra Kingfish, i form af en Salvimar våddragt!! Hold nu da kæft hvor var jeg glad for det. Specielt glad var jeg for at jeg ikke havde købt en ny dragt allerede, som jeg ellers havde haft planer om.
Nu kan jeg bare ikke vente med at få fat i den og prøve den. Mere om det senere.

Da jeg kom hjem, var min the endda stadig varm i thermokanden.

 

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405