Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601
Hollywood, here we come! | GOandSEA

Hollywood, here we come!

fridykning fiskenet filmoptagelse Hotel Marienlyst Teit Jensen Anna-Marie Christiansen Livet & døden – og det der er værre

Et produktionsselskab, som specialiserer sig I undervandsfilm kontaktede vores kære formand Mikkel. Firmaet skulle stå for optagelser til en større filmproduktion, instrueret af Sofie Stougaard med Ellen Hillingsø i hovedrollen, der skulle i denne sammenhæng bruges to modeller der kunne holde vejret i lang tid. Hvem ringer man så til? Københavns fridykkerklub selvfølgelig. Det’ da klart!

Den kvindelige model var vel ikke så svær at vælge. Hvem anden end  Anna-Marie Christiansen som to gange indenfor de sidste par måneder, har slået kvindernes danmarksrekord i at holde vejret i disciplinen statisk apnea. Den mandlige model blev efterlyst på klubbens hjemmeside. Der er åbenbart ikke så store mandlige stjerner i klubben, så der havde jeg  min chance. Jeg brugte lige omtrendt et halvt minut på at finde på et vittigt modsvar på den kækt formulerede annonce. Det skulle jeg have ladet være med. Note to self: ”Næste gang du ser ordene først til mølle, hamrer du de tre følgende taster så hurtigt at dit liv kunne afhænge af det: M-I-G!” Efterfulgt af Enter. For imens jeg skulle finde på noget med Hollywood og de skrå brædder og bla bla bla, kom Tue mig i forkøbet. Endda med en smart kommentar hvori han fik stillet krav om et kys af den kvindelige stjerne. AARGH!! Der røg min billet til rampelyset og de røde løbere. Jeg måtte gøre noget. Tue kunne måske komme ud for en ulykke? En ny post tikkede ind fra Mikkel på Facebook:  ”Hvis Tue pludselig er faldet ned af en trappe d. 22. marts så blir jeg mistænksom.” Der røg så den plan i vasken. Jeg måtte da kunne komme op med en anden.

Jeg har ikke adgang til afskårede hestehoveder, så hvad gør man så? En uges tid før optagelserne, ringede Tue til mig og sagde at han var kaldt på arbejde den pågældende dag. Endnu en note to self: “Husk at sende den vin til Tues chef.”
Så kan de godt begynde at gøre plads til vores stjerner på Hollywood Boulevard. Stjernerne er på vej.

Hotel Marienlyst Teit Jensen Anna-Marie Christiansen Livet & døden – og det der er værre

Et par kommende stjerner med flotte frisurer

Anna og jeg skulle mødes med filmholdet på Hotel Marienlyst i Helsingør, hvor scenen skulle filmes. Vi blev ledt ned i hotellets restaurant. Jeg har både arbejdet på restaurant i Tivoli og midt i en bøgeskov ved siden af en skovsø, men udsigten over Øresund fra Hotel Marienlysts panoramavinduer i solskin, kan hverken kulørte lamper eller lysegrønne blade hamle op med. Der blev serveret kalvekød med en jordskok og kartoffelpuré kvart over fire. Normalt er det jo ikke så smart at spise noget tungt inden man skal dyrke fridykning, da man derved koncentrerer en masse blod og energi omkring maven for at fordøje. Jeg tænkte, at det her jo ikke skulle være de sværeste dyk i verden. Ikke tilnærmelsesvist et konkurrencedyk, så ingen grund til at lade den gode restaurantmad passere. Jeg droppede dog kaffen efter maden, trods alt. Folk viste meget interesse for at vi var fridykkere og blev meget imponerede over hvor længe vi (specielt Anna) kunne holde vejret. Til optagelserne skulle vi nok kun regne med at holde vejret i 30-40 sekunder. Piece of cake for fanden!

Man skulle blive klogere.

Vi kom op i svømmehallen. Folk gik rundt og var travlt optaget af noget med noget udstyr eller en telefon. Vi gik begge rundt og havde det sjovt over at opleve det hele. Vi nåede at tage et par selfies, før scenografen kom og gav os vores kostumer. Sjovt var det at der var byttet om på undertrøjerne. Da vi er blevet bedt om ikke at afsløre noget om setuppet og detaljer om scenen, bliver i sparet for dét billede. Jeg kan dog vel nok afsløre at vores kostumer inkluderede lange trenchcoats. Her burde der have ringet nogle alarmklokker i forhold til sværhedgraden af dykket, men nej, vi var starstruck og ænsede intet. Nogen havde i designfasen bestemt at vi skulle ligne to tosser med grydehår, så hen i makeuppen med os. Det var i virkeligheden bare et bord ved bassinkanten. Mit funklende billede af Hollywood begyndte langsomt at falme.

Det blev tid til at vi skulle i vandet. Endnu engang har jeg lovet at være sparsom med detaljerne, men det kan vel ikke overraske nogen, at vi skulle dykke ned under vandet og blive der. Her skulle vi sidde på hver vores stol. Dét kræver jo en hvis mængde bly. For mit vedkommende 6,5kg. Så til sidst var vi iført en masse tungt og vådt bomuld, bly, paryk og makeup. Til at holde os flydende indtil der blev sagt ”Værsgo!”, havde vi hver en lille bøje. Normalt ville man jo kalde det et breathup. Her passede det nok bedre, at kalde det for at prøve på ikke at drukne. Ingen kendte Pranayama teknikker kunne få pulsen ned. Jeg kunne næsten heller ikke koncentrere mig om vejrtrækningen på det tidspunkt.

Nå, men vi har jo begge en vis erfaring med at være i vandet, så efter et par optagelser gik det nemmere. Vi havde fået en ekstra bøje hver og havde fundet en brandvarm jacuzzi at hoppe i imellem optagelserne. Jeg skal nemlig sige jer, at et sted imellem tredje og fjerde optagelse, begyndte tænderne virkelig at klapre noget så voldsomt. Men folk var rigtigt positive og sagde at vi var for seje, og så kan man jo godt lige blive ved lidt længere.

fridykning fiskenet filmoptagelse Hotel Marienlyst Teit Jensen Anna-Marie Christiansen Livet & døden – og det der er værre www.chilbal.dk

Lidt anstrengt ser man ud på en af de første optagelser. Foto: Bent Yde Jørgensen

Selvom jeg til sidst var døden nær af kulde, blev det henad slutningen lettere at slappe af og koncentrere mig om dykket. Om det var fordi at jeg fandt ud af, at slappe bedre af jeg skulle sidde på en stol under vandet, eller om det var pga den skoldhede kop kaffe jeg til sidst i desperation bundede, kan jeg ikke sige, men i de sidste optagelser kunne jeg leve mig mere ind i ”rollen” og slappe mere af. Dykkene varede dog stadig kun højst 40 sekunder, og var nogle af de hårdeste dyk som jeg til dato har lavet. Til maj skal vi gøre det hele igen, bare i havet. Jeg håber at vi til den tid må have våddragter på.

Hvis det ikke igennem indlægget har været tydeligt nok, så vil jeg lige gøre opmærksom på, at der har været brugt lidt ironi i denne tekst.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Bevis at du ikke er en robot: *

%d bloggers like this: