Jeg giver bl.a. den stigende interesse for undervandsjagt æren for at fridykning bliver mere og mere populært. Men selvom der er stadig flere der opdager sporten, er det for de fleste en helt ny og ukendt verden. Nogle har set udsendelserne på DR om Stig Severinsen, der dykker under is i Grønland og holder vejret i over 20 minutter på ren ilt, og andre har set Le grand bleu. Dette giver ikke et særligt nuanceret billede af hvad fridykning er. Samtidig kæmper fridykning en kamp med skak om at være den måske mindst publikumsvenlige sportsgren i verden. Disciplinen Statisk er exceptionelt god at have med på holdet i denne kamp. Lige præcis den disciplin udmærker specielt sig i forhold til andre kendte sportsgrene ved, at jo højere niveauet er desto kedeligere bliver det at se på. Det kræver virkelig skills fra kommentatoren for at gøre det spændende at se på en atlet ligge flydende med ansigtet nedad i en pool, imens alle kigger fokuseret på ham og ingen siger en lyd… i over 10 minutter.
Denne lave synlighed bl.a. giver en ret lille sansynlighed for at en tilfældig person vil vælge fridykning frem for eksempelvis squash eller tennis. Jeg gør mig ikke forhåbninger om at revolutionere mediedækningen af fridykning, men jeg vil så godt jeg kan, beskrive min vej fra begynder i sporten til hvor det end tager mig hen.
Jeg vil fortælle om min fascination, min udvikling og mine erfaringer hen ad vejen. Det er min tanke at folk der er nysgerrige og interesserede i fridykning kan bruge mine fortællinger til at finde ud af, at man ikke nødvendigvis behøver at have været vokset op i en delfinflok som en anden havets Mowgli, for at lære at holde vejret i tre minutter eller svømme 50m under vandet. Forhåbentligt får de selv lyst til at prøve kræfter med sporten, og googler sig frem til en klub. I skrivende stund ved jeg at der er tre nye under opsejling forskellige steder i Danmark.
Jeg vil også bruge bloggen som en slags dagbog til at dokumentere min udvikling overfor mig selv og til at fastholde mig i forsøg på at forbedre mine præstationer. F.eks vil det være interessant at se hvor meget effekt det giver at forbedre min kondition eller konsekvent at lave skulderspecifikke strækøvelser for at forbedre min strømlinede positur under vandet. Jeg forestiller mig at der vil komme en følelse af at skulle stå til ansvar overfor bloggen og dens følgere, hvis jeg eksempelvis proklamerer at jeg vil begynde at løbe eller siger at jeg har til mål at få min hvilepuls ned på 40 (Bare vent… og vent læænge)
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405