Jeg har med armene trukket mig ned ad rebet til omkring ti meter. Luften i min dragt og lunger er blevet komprimeret, og der er ingen opdrift tilbage. Jeg begynder at freefalle. Mine øjne er lukkede. Tommel- og pegefinger holder næsen lukket for at kunne trykudligne cirka hver meter. Jeg tæller: Én- to- tryk. Én- to- tryk. Den gnidende lyd fra karabinhagen, der holder mig fast i rebet, stiger i frekvens og fortæller mig, at jeg synker hurtigere og hurtigere. Det blivere sværere og sværere at udligne trykket i ørene. Det er som om, der ikke er noget luft tilbage at trykke ud i mellemørene. Jeg prøver og prøver, men må indse, at det ikke kommer til at ske. Jeg lader mig falde en meter eller to længere ned, hiver fat i rebet for at vende mig om. Nede på dybden er der køligt. Min tykke dragt gør, at det ikke er decideret koldt. Min krop vil trække vejret, og jeg kan mærke stressen presse på. Det forsvinder dog lynhurtigt, da jeg igen begynder at trække mig op imod overfladen med lange, langsomme og rolige træk i rebet. Luften udvider sig igen i lungerne og vandets temperatur stiger for hvert tag. Mørket bliver langsomt fortrængt af lyset, og vandet skifter farve fra grønt til lyseblåt. Jeg begynder at ane vandoverfladen i toppen af mit synsfelt. Min opdrift er kommet tilbage, og jeg kan lade den om at føre mig de sidste meter til overfladen. Hele dagen har været præget af gråvejr og byger, men i disse sidste sekunder af mit dyk bryder solen frem og kaster sine stråler ned igennem kalkgravens turkisblå vand. Jeg er ét stort smil, da jeg bryder overfladen og efter et minut og 26 sekunder igen kan trække vejret. Jeg giver mit ok tegn, og kigger på mit ur, der fortæller mig, at jeg har lagt endnu to meter oveni min tidligere rekord. Den er nu oppe på 27.1 m, og med et dyk så dejligt som dette beslutter jeg mig for, at det må være weekendens sidste.
Mit humør er højt, da jeg i mine Crocs tøffer tilbage til husene. Der er heldigvis ikke langt, for den lille ferieby ligger lige ved bredden af Hemmoor Kreidesee, en gammel kalkgrav der nu er lavet om til dykkersø, med eget dykkercenter, sænkede lastbiler og sågar en haj. Alt hvad man behøver. For fridykkere ligger der i midten af søen en platform med reb at dykke på. Der er vist nok et par og tres meter dybt.
Husene, der kan rumme seks personer, koster normalt fra 360 til 400 euro, men turen her fik en god klubstøtte, så der var 18 personer, der bed på i denne weekend i juni. Oveni husprisen skal lægges et dykkertillæg på 11 euro pr. dag (lidt mere hvis man er flaskedykker), der betales i dykkercenteret. Der er billige supermarkeder i byen og husene er fint udstyret med både køkken og grill, så man vælger selv, om det er forplejningen, der skal vælte budgettet. Hemmoor ligger ca. 500km fra København, så det kan i teorien klares på seks timer. Jeg synes, at det er penge givet godt ud for en weekends dybdetræning og hygge. Det ligger prismæssigt fint – et sted imellem Egyptens varme, klare og dybe vand og så Furesøens kolde mørke. Nogle medlemmer fra klubben var netop lige kommet hjem fra Egypten, og vi kom sammen frem til konklusionen, at det trods alt er bedre at komme fra danske forhold til Hemmoor end omvendt. For mig var det jo nærmest som at komme til troperne, hvorimod de andre oplevede det som at komme til… ja, en nordtysk kalkgrav.
Der var en god blanding af erfarne dybdedykkere og begyndere på turen. Det gør det hele meget rarere – at man har en masse folk at spørge til råds, selvom man for det meste ikke behøvede at spørge efter rådene, der gerne kom af sig selv. Jo flere forskellige folk man dykkede sammen med, des flere forskellige råd fik man. Det er altid rart at have forskellige muligheder at afprøve og finde de teknikker, der passer til en selv. Ét råd, som de fleste er enige om, er, at man ikke skal hænge sig i, hvor dybt man kommer. Det skal mere handle om at have nogle dejlige dyk, mærke efter, hvordan ens krop reagerer, og så ellers gå dybere små skridt ad gangen. Det giver mening og er meget fornuftigt det hele. Det er bare nemmere sagt end gjort, når ens indre Enzo sidder på skulderen og råber ”Forza!” hele vejen ned til bundpladen.
Jeg var vist ikke den eneste, der havde det sådan, for næsten alle os begyndere kom ned og rundede de 20 meter. Det er en kæmpestor følelse. Det er ikke den samme adrenalinfølelse, som man ville få af faldskærmsudspring eller andre bungeejump og lignende. Selvom der også er et element af en form for flirten med døden, så er det som om, at der kommer et dybere (ja, sorry) lag i fridykningen. Måske fordi man er så afslappet, som man er, under et dyk, udskiller kroppen ikke adrenalin i samme mængde? Det ville vel heller ikke give nogen mening for kroppen at sætte sig selv i alarmberedskab, når man befinder sig dybt under overfladen? Netop i den situation kunne det være det, der førte en panik med sig. Hvilket jo ville være katastrofalt. For mig føles det mere som adrenalinens diamentrale modsætning. En kæmpestor lykkefølelse og en følelse af at være ét med vandet og mine omgivelser. Jeg skal ikke kunne sige, om det er det, der sker for alle. Det her er bare min beskrivelse. Min indre Jacques der taler. Måske en anden person, der i højere grad er drevet af sin indre Enzo, vil have en helt anden fortælling.
Har du erfaring med dybdedykning? Hvordan oplever du det, når du kommer op fra et perfekt dyk? Del endelig dine oplevelser i kommentarfeltet herunder. Har du ikke selv prøvet dybdedykning, så må du stadig meget gerne komme med dit syn herpå.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405