Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601
To fantastiske træningspas i uge 12 | GOandSEA

To fantastiske træningspas i uge 12

farvekoordinerede fridykkere

Exhaledyk og trækningstider. Onsdagstræning med Jakob

Jeg tror sgu at jeg havde noget nært et eurika moment her til aften. Intet mindre. Jeg har indtil nu haft foretrukket at mine statiske dyk forløb på følgende måde: Total stilhed indtil to minutter, hvor jeg så får første tid. Næste tid på 2:30 hvor der også gerne må komme let coaching. Følgende vil jeg gerne have tider på 3:30, 4 og så bare hvert 15 sekund-ish og fuld skrue på opmuntring og positiv coaching. Derudover har jeg haft brug for meget hjælp til at komme forbi det tredie minut. Derefter plejer det ligesom at blive nemmere.

Denne strategi kørte jeg med både til Masterdive No bubbles i Solrød, hvor jeg lavede pb på 5:20 (med rødt kort pga fejl i  protokollen), og til DM hvor det blev til 4:19. begge stævner havde jeg nogle hårde dyk. Her til aften viste Jakob os en for mig helt ny tilgang. Den går ud på at holde vejret indtil man får sin første trækning, hvorefter man bliver ved i en passende tid. Denne periode, eller trækningstid, skal være behagelig. Man skal ikke begynde at få ”panik”- eller flugttanker. Så har man været nede for længe. Det dyk laver man så 2-3-4 gange, hvor man lægger lidt til hver gang. Jeg endte med en trækningstid på 1:20 (Det satte Jakob dog op til 1:30, da jeg skulle lave et langt dyk). Så ved man at man fra den første trækning kan man til hver en tid ligge 1:20 uden at det bliver ubehageligt. Det tid kan man, med træning, forlænge.

Når man laver det lange dyk, har man brækket dykket over i flere småbidder: Ca. To minutter før trækningerne kommer. Oveni det lægges 1:30. Bum! Så er man på 3:30 og så først der begynder det at blive hårdt.

Mit lange dyk idag endte på 4:50, og det var ikke et hårdt dyk. Jeg var ikke presset. Jeg ville gerne op, bevares, men der var slet ikke det sædvanlige ubehag over at skulle forbi det tredje minut, hvor jeg nogle gange giver op og bare vil op med det samme.

Denne strategi skal jeg helt klart arbejde mere med. Sammen med flere exhaledyk.

 

farvekoordinerede fridykkere

En på kanten spottede vores matchende farver. Foto:Stefan Alaric

Finner på hænderne og Pearl Jam i ørene. Fredags træning med Nikolaj.

”Hvad vil i gerne lave?” Spurgte Nikolaj før træningen. Anette sagde noget i retning af at vi alle skulle dykke +150m før vi gik hjem. Det syntes jeg sgu ville have været den bedste træning ever, hvis vi alle gjorde det… bedste træning i eventyrland. Jeg efterlyste en træning med samme aha oplevelse som i onsdags, og hvad skete der? Et sted oveni Nikolajs hoved blev elskovsbarnet af de to forslag til, at stikke os allesammen et par gummifinner og beordre os at tage dem på hænderne og svømme om kap med benene forrest. Jeg tror der kom for lidt ilt til hjernen ved den fødsel. Det var kun én af mange hjerneskadede 25 meters konkurrencer. 25m løb på bunden. 25m møven sig frem på bunden, med fingrene som eneste fremdrift. 25m forlæns dyk med finner på hænderne. Ingen er forhåbentligt på nuværende tidspunkt i tvivl om at det her var røvskægt? Den senere aha oplevelse ved jeg nu ikke om havde nogen direkte forbindelse til de øvelser.

Mindre! Langsommere! Roligere! Det burde stå på et t-shirt elller i en velkomstmail når man starter i en fridykkerklub. Det skal i hvertfald være mit nye mantra. Den omtalte aha oplevelse involverede alle tre punkter… igen. Præcis som i min DNF opvågnen. Denne gang var det så bare i DYN. Hvilket var superfedt, for den disciplin er jeg meget gladere for.

Jeg havde igennem hele træningen ligget alene i banen længst væk fra kanten. Det var fedt fordi jeg havde hele banen for mig selv. Det er til gengæld virkeligt dårligt i forhold til at få feedback fra træneren, da han eller hun af gode grunde ikke kan se ens teknik helt inde fra kanten. Til sidst lagde jeg mig af den grund ind i inderbanen. Jeg er godt klar over, at der er rigelig mulighed for forbedring af min monofinneteknik. Jeg bøjer for meget i knæene og er generelt bare ikke så delfingraciøs som jeg burde. Hvor ville det da også være kedeligt hvis alt var perfekt, ik!? Nå, men Nikolaj foreslog mig at lave mindre og roligere spark og desuden kun lave to spark i stedet for tre. Det tredje gav alligevel ikke ekstra fart eller nogen andre fordele. Denne aften havde jeg haft rigtigt mange trækninger både tidligt i dykkene og bare ret mange i forhold til normalt. Da jeg prøvede Nikolajs forslag, fik jeg ikke én eneste trækning på de 50 meter. BUM! Det gav SÅ meget mening. Småbitte spark og, nå ja, så huske på at sparket både skal have kraft på op- og nedslaget.

Nu kunne man tro at det var slut med nye opdagelser for i aften, men nej. Min kæreste og jeg har købt en vandtæt mp3 afspiller som er vandtæt til et par meter. Ideen med den var at man kunne høre lydbøger og musik når man lå og svømmede motionsbaner, hvilket vi begge finder ret kedeligt. Jeg havde også haft en forestilling om at prøve at have guidet meditation eller afspænding kørende under STA. Der var dog hverken Hemmingway eller Yoga Nidra på playlisten i aften, men Pearl Jam. Jeg ved fra hverdagen, at jeg kan påvirke mit humør og koncentrationsevne vildt meget med musik, men jeg havde ikke lige lavet koblingen mellem dét og fridykning.
Det har jeg nu, for hold nu kæft hvor er det effektivt. Forudsat at man ikke skal op efter hvert dyk og høre på hvad en træner siger, for så er det ad h til. Høretelefonerne sidder jammet godt fast i øret, så de skal helst bare blive siddende når de sidder der.
Lyden er godtnok ikke den bedste eller reneste i verden, men den er god nok. Den bliver lavere og lavere jo dybere man ligger, men det betyder også bare, at når man svømmer imod overfladen i slutningen af dykket, så fader musikken op. Det er nærmest ubeskriveligt hvilken effekt det har på humøret og oplevelsen af dykket. Jeg prøver normalt at smile indvendigt, men denne aften grinede jeg højlydt indvendigt hver gang jeg afsluttede et dyk.

Jeg fik dykket en masse baner med Eddie Vedders stemme i ørene. Jeg kunne virkelig koncentrere mig om teknikken og gjorde en masse nye opdagelser. Når jeg lavede bevægelserne så små og langsomme, kom jeg meget let til at ”flapre” med finnen, ligesom når man ryster et stykke karton for at lave tordenlyde. Det kunne afhjælpes med anklerne, ved at lave bølgebevægelsen i kroppen blødere. Endnu en kæmpestor oplevelse.

Jeg kan næsten ikke vente til næste træning.

Hvis du kan lide hvad du læste, så del og like indlægget herunder. Indtil videre er der mulighed for at abonnere via din wordpresskonto eller RSS feeder, så gør endelig det. Jeg arbejder på flere løsninger 🙂

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Bevis at du ikke er en robot: *

%d bloggers like this: