Jeg blev langt om længe inviteret til introweekend. Der var tre instruktører til 12 elever. Bedre normering tror jeg aldrig jeg har oplevet. Fredag aften startede med information om klubben, lidt let teori og så selvfølgelig korte præsentationer af de fremmødte. 80% af os nævnte naturligvis The Big blue. Så blev der ellers åbnet op for de forskellige discipliner, sikkerhed, åndedrætsteknikker mm. Jeg fik lov at være i vandet i to og en halv dag! Bedre kunne det ikke være… eller… jeg kunne have husket øredråber og undgået en grim infektion den følgende uge, men udover det var det perfekt.
Jeg havde glemt de smertefulde dage og nætter på Bali, der var resultatet af ikke at skylle efter med rent vand og dryppe med en form for øredråber efter dykkene. Dernede brugte vi en blanding af alkohol, eddike og destileret vand, så det regnede jeg med også virkede overfor klorvand. Det tog en uges tid før infektionen havde lagt sig.
Første træningsgang startede dog med en halsvægt workshop, der var stablet på benene af nogle gamle rotter i klubben. Halsvægt lyder måske voldsomt, men den er altafgørende for at være rigtigt afvejet og have en strømlinet position i vandet. Det var nærmest helt juleagtigt, hvis man altså erstattede cykelslanger, elektrikertape og blyhagl med glanspapir, limstifter og grangrene.
Efter en times tid havde vi alle fået klippe-klistret hver vores halsvægt, med den vægt som vi var blevet afvejet til den foregående weekend.
Jeg havde fra starten bestemt mig for at jeg ville give den gas med træningen. Det var ikke muligt for mig at komme de tre aftener om ugen som der var muligt, så jeg måtte nøjes med to. Onsdag og fredag var hermed reserveret til fridykning. Det var fantastisk fedt at finde en sport som jeg synes var så sjov. Den sportsgren har jeg forgæves ledt efter i mange år. At være i svømmehallen to aftener om ugen, var bare lækkert. Jeg begyndte også at lave afspændingsøvelser hjemme på gulvet og fandt forskellige fridykkerapps til at træne kroppen i at udholde høje CO2 niveauer og lave O2 niveauer.
Bellahøj svømmestadion. Fotograf Jens Larsen
Ikke særligt lang tid efter jeg var startet, afholdte klubben et ministævne. Godtnok kun et ministævne for klubbens medlemmer, men da der er officielle AIDA dommere i klubben, ville resultaterne blive registreret til de internationale ranglister.
Det lød skægt og de fik solgt den meget godt. Jeg var også ret interesseret i at se hvordan et fridykkerstævne foregik. Når jeg tænker tilbage nu, flere måneder efter, kan jeg nærmest kun huske det som om det var enhver anden træning. Det var ingen jublende tilskuere med vuvuzelaer, ingen fløjtende dommere, ingen action. Der var til gengæld rigeligt koncentration, smilende mennesker og afslappet stemning. Det eneste der skilte sig ud i forhold til en almindelig aften i svømmehallen var, at der var officielle dommere i gule trøjer med røde, gule og hvide kort om halsen. Var det sådan hver gang?
Jeg gik bare rundt og hyggede mig uden at tænke nærmere over forberedelse eller opvarmning. Jeg fik vildt gode resultater: tre minutter og 44 sekunder i statisk og 68m i dynamisk med finner. Det var en ny rekord for mig i DYN. Det var skidefedt, og jeg følte at der var masser tilbage at give af.
Næste gang dykker jeg endnu længere tænkte jeg.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405