Det bundløse plørehul der er Furesøen

Jeg burde ligge hjemme i min seng. Jeg burde slappe af, drikke vand og visualisere morgendagens dyk. Jeg burde for alt i verden ikke sidde på en tilrøget bodega, og drikke fødselsdagsøl med en flok venner. Ikke desto mindre var det det jeg gjorde torsdag aften, aftenen før mit første dybdedyk i Furesøen. Ej, nu skal det heller ikke gøres til mere end det er. Jeg skulle jo ikke til konkurrence. Der var kun min egen rekord otte meter at slå. Det kunne jeg vel nok klare. Det gode humør gør nok mere godt for det dyk end lidt bodegarøg og øl gør dårligt. Som sagt skulle jeg jo ikke præstere det helt store. Jeg skulle bare ned og se.

Fredag kl tolv, stod vi der så. Solen skinner et sted bag skyerne. Fire fridykkere står i blæsten ved bredden af den grågrønne grumsede Furesø, og smører sig ind i glidecreme og babyolie… Ja, du læste rigtigt. Forklaringen er langtfra så spændende og kinky som man kunne forestille sig. Det handler simpelthen bare om at fridykkedragter er så fandens tætsiddende, at man ikke har en chance for at få en på uden en form for smørelse. Den dyrlæge som en af de andre engang havde kontaktet for, at købe syv liter glidecreme, måtte også have tænkt sit. Det her hører nærmere hjemme tilbage på bodegaen. Det skulle jo handle om fridykning det her.

Alle fire i dragterne, fortøjningerne kastet og Calypsos motor spinder som en mis. Vi er på vej ud til bøjen, hvor der skulle være 34 meter dybt. Tre mænd i syv milimeter dragter, sokker og handsker og en kvinde i fire-en-halv milimeter dragt, bare tæer og hænder. Hvad kan jeg sige? Nogle folk har bare mere vikingeblod i sig end andre.
Jeg havde jo haft planlagt at tage min monofinne med, men blev anbefalet bifinner af en fra klubben. Det var nok en meget god ide. Der viste sig, at være mange små detaljer at vænne sig til, når man fridykker ved en bøje. Monofinnen havde bare været til besvær.

Mit første dyk gik uden problemer, dog omtrendt ligeså graciøst som havde det været udført af en… tjaeh en havetraktor? For det første havde jeg ikke tænkt mig om. Jeg havde ikke taget en snorkel med. Det gør det bare lettere at ligge roligt og trække vejret og få pulsen ned før dykket. Note to self: Tag snorkel med næste gang. For det andet er det meget anderledes at dykke præcist ned ved det reb, der går fra bøjen og ned til bundvægten, end det er bare at dykke ned et vilkårligt sted. Så er der trykudligningen. Gør det i overfladen, før dykket. Dyk ned. Bliv forvirret over at du skal finde rebet. Dér var det. ”Hov! Vær roligere med dine benspark Teit.”. ”Av mine ører!”. ”Nå ja for fanden, udlign.”. Husk at være strømlignet. Av igen! Vorherrebevares. Oveni alt dette kommer det grønne og mørke vand, der gør at man ikke kan se mere end et par meter . Ved det første dyk nåede jeg ikke engang ned til det brune mørke.

”Hvad har du gang i Teit!?” tænker du måske? Hvis du ikke er dykker tænkte du det måske allerede tilbage ved glidecremen. Tro det eller lad vær, men da jeg kom op fra de kun syv meter, som det første dyk var, var jeg ét stort smil indvendigt. Ikke udvendigt. Det er ikke muligt at smile med ansigtet hårdt spændt ind i en gummihætte og dykkermaske. Indvendigt lignede jeg en flækket træsko. Jeg kunne næsten ikke vente på at det igen blev min tur til at dykke. Næste dyk gik bedre. Stadig lang vej til at være elegant som en søløve. det bliver jeg ikke ved med at nævne, så husk det selv. Det blev ikke bedre i løbet af dagen. Denne gang kom jeg ned på knapt elleve meter. Dykket efter lige over tolv, og de sidste to dyk kom jeg næsten ned på tretten. 12,9 meter. Ej det var ikke helt rigtigt. Imellem de to dyk blev jeg forslået at lave et free immersion dyk. Her trækker man sig ned kun med armene og trækker sig op igen. Det gik helt i kage. Min kluntede neddykning blev kun endnu mere ynkelig af, at min lanyard, den wire som man af sikkerhedsmæssige grunde hægter sig fast i bundtovet med, sad fast i mit håndled. Hver gang jeg så trak i rebet med den hånd, fik jeg fat i en karabinhage med den anden og blev viklet ind i wiren. Sådan følte jeg det i hvert fald. Jeg glemte naturligvis alt om at trykudligne og kom da også kun ned på ca. Fem meter før mine ører gav op. Jeg synes at det ville være vildt ærgeligt, at tage hjem med det dyk som det sidste, så jeg nappede et sidste dyk, som var helt perfekt.

Der sker noget inde i hovedet på mig, når jeg når til omkring de elleve meter i den sø. Det er lige deromkring at vandet skifter fra at være grønt til at være brunt. Det gør naturligvis at det bliver mørkere, men jeg får også oplevelsen af at dykke ned i bunden. Det er en følelse lig en i min barndom, når jeg cyklede hjem igennem skoven og det var mørkt. Det mørke var helt sort. Der kunne jeg have fornemmelsen af at cykle ind i en sort mur. Nogle gange ville kroppen bare ikke lystre og køre videre. Den vidste jo at der stod en mur selvom min hjerne vidste at der var en sti. Benene blev slappe og trådte ikke rundt, alt imens min krop forberedte sig på at ramme muren. Ingen visuelle fixpunkter i mørket. Lidt efter lå man dér og rodede rundt. Den samme udfordring har jeg elleve meter nede i Furesøen. Ved overgangen fra det grønne til det brune vand. Mine ben vil ganske enkelt ikke mere.

Jeg fik endnu et godt råd: ”Glem alt om at dykke dybere. Det skal være behageligt.”. Det kan jeg kun være enig i. I løbet af sommeren skal jeg nok blive gode venner med det brune plørevand.

Har du selv gentagne oplevelser hvor din krop ikke ville gøre som du ville have? Hvordan fik du den til at samarbejde? Start gerne debatten herunder. Ny inspiration er altid velset.

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/goandsea.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405